Medie: United vil give Carrick trænerrolle
Michael Carrick er ved at nærme sig sidste salgsdato, men der er endnu tvivl om spillerens fremtid. Kontrakten med Manchester United udløber til sommer, og den 4. juni vil der være en testimonialkamp for Carrick, som har spillet i klubben siden 2006.
Carrick bliver 36 år til juli, og ifølge Mirror vil United tilbyde en trænerkontrakt, hvor Carrick både vil have en rolle for første- og U23-holdet. José Mourinho skulle angiveligt have været imponeret over Carricks indflydelse på banen og i omklædningsrummet, og jobbet som træner i klubben vil hjælpe på Carricks overgang fra spiller til træner.
Midtbanespilleren har haft en rolle som rotationsspiller for Mourinho i denne sæson, nok ikke mindst på grund af sin alder, og det er blevet til 20 optrædener i Premier League.