Carrick: White Hart Lane bliver husket for underholdende fodbold
Tottenham spiller søndag aften sidste hjemmekamp nogensinde på White Hart Lane, når Manchester United kommer på besøg. Gæster fra Manchester har den tidligere Spurs-spiller Michael Carrick i truppen og forud for søndagens opgør har han talt om sine minder med The Lane.
– White Hart Lane er et stadion, jeg virkelig har nydt at spille på – både med og mod Tottenham. Tottenham har altid haft nogle hold, som spillede underholdende fodbold. Heldigvis har jeg været med i nogle af dem, siger den engelske midtbanespiller til Sky Sports.
Michael Carrick forlod Tottenham til fordel for Manchester United tilbage i 2006. Selvom det er mere end 10 år siden, han tog den hvide trøje over hovedet, så husker han stadig tilbage på en specifik kamp:
– Mit første Noth London-derby mod Arsenal. Vi tabte desværre 5-4, men det var min anden kamp for Tottenham og den vil altid stå klart i min hukommelse, slutter Michael Carrick.
Kampen mellem Tottenham og Manchester United sparkes i gang klokken 17.30 dansk tid.