Hargreaves roser Mourinho: Han viser Europa League respekt
Manchester United er store favoritter til at vinde Europa League, og torsdag aften kan de tage det første skridt imod en finale, når de spiller semifinalekamp imod Celta Vigo.
En Europa League-triumf ligner den nemmeste vej til næste års Champions League for Manchester United, og tidligere United-spiller Owen Hargreaves giver José Mourinho ros for at se det.
– Når du tænker Manchester United, så tænker du Champions League-fodbold. Det her er tydeligvis en midlertidig ting i Europa League, men ros til Mourinho for at vise turneringen respekt. Han spiller altid sit stærkeste mandskab. Han ved top fire vil blive svær, siger Hargreaves til BT Sport.
– Den letteste vej til Champions League er at vinde Europa League, og det ved alle.
Hargreaves forventer at se Manchester United stå med trofæet den 24. maj i Stockholm.
– De er favoritter til at vinde, og United er klart det stærkeste hold, der er tilbage. Det ville være en skuffelse, hvis de ikke vandt, for de har gjort alt det hårde arbejde. Nu skal de gøre arbejdet færdig.