Antonio Conte: Jeg er et dyr under kampene
Antonio Conte er blevet en elsket figur på Stamford Bridge oven på en imponerende debutsæson i Premier League, hvor Chelsea lige nu ligger på en flot førsteplads i Premier League – og har fire point ned til Tottenham på andenpladsen.
Oven på Chelseas 3-0-sejr over Everton på Goodison Park søndag eftermiddag, fejrede Conte sejren med sine spillere og stab foran klubbens medrejsende fans.
Chelsea-træneren fortæller, at han demonstrerer en anden side af sin personlighed i løbet af kampene.
– Der er to Antonio'er. To forskellige personer. I løbet af kampene ved jeg, at jeg er et dyr, fortæller Conte ifølge London Evening Standard.
– Efter kampen skal jeg være afslappet, når vi vinder, men jeg synes, det er godt at fejre sejren med spillerne, staben og fansene. Det lever jeg for, slutter han.
Chelseas næste kamp er mandag den 8. maj mod Middlesbrough.