Ny straf for brok kan være på vej i Premier League
Der er ingen tvivl om, at de engelske dommere skal høre på meget brok fra spillere, som ikke er enige i deres kendelser.
Det ønsker det engelske fodboldforbund at skære ned på ved at indføre en ny straf, der kommer til at gælde fra næste sæson. Det skriver Liverpool Echo.
FA vil teste det i de lavere rækker, inden man indfører det i Premier League, og man vil starte i de engelske non-league-rækker.
Den nye regel lyder på, at en spiller, der brokker sig for meget, vil blive tildelt et gult kort og skal også forlade banen i de næste 10 minutter.
I dansk serie-fodbold får man også en pause på 10 minutter, når man får tildelt et gult kort – uanset om det er for brok eller en voldsom tackling.
Hvis det engelske fodbold anser det for at være en succes, vil man sandsynligvis indføre reglerne i de professionelle rækker i England – heriblandt Premier League.