Medie: United vil give Ibrahimovic trænerjob
Zlatan Ibrahimovic' tid i Manchester United sluttede brat, da svenskeren i sidste uges Europa League-kvartfinale mod Anderlecht pådrog sig en seriøs knæskade, der holder ham ude resten af år 2017.
35-årige Ibrahimovic havde ellers gang i en fabelagtig sæson hos Manchester United, hvor svenskeren inden skaden havde scoret 28 gange i 46 kampe for De Røde Djævle, men hans fremtid i klubben synes meget tvivlsom, da han til sommer har kontraktudløb.
Tidligere på dagen kunne Marcus Rashford fortælle, at svenskerens indflydelse på den 19-årige angriber i denne sæson har været uerstattelig.
Det gælder dog ikke kun Rashford.
José Mourinho er ifølge det engelske medie Independent ikke specielt glad for at skulle vinke farvel til sin svenske stjerne og ifølge mediet har der i United-toppen været snak om, at Ibrahimovic bør få en fremtidig trænerrolle i klubben – grundet hans positive effekt på truppen.