Conte sender stikpille til City og United: Succes kan ikke købes for penge
Antonio Conte og Chelsea cruiser mod det engelske mesterskab med stil, selvom der stadig resterer seks kampe for Contes tropper, Spurs puster dem i nakken.
I sommer kom der nye managers til i både Chelsea, Manchester United og Manchester City, og de sparede bestemt ikke på de store summer, der blev kastet efter spillere som John Stones og ikke mindst Paul Pogba.
Conte slår fast, at succes ikke kan købes for penge og stikker dermed til de to Manchester-klubber som er 11 og 12 point efter i tabellen.
– Ud fra denne sæson er det meget vigtigt at forstå, at det ikke altid er dem, der bruger flest penge, som vinder, fortæller Conte ifølge Sky.
– Denne sæson er ikke den eneste sæson, hvor begge Manchester-klubber har brugt en masse penge. Se på fortiden.
– Vi vil bygge noget op og stille og roligt blive en reel stormagt.
Mon ikke Conte alligevel kommer til at bruge lidt penge til sommer, når han skal gøre Chelsea-truppen klar til Champions League i næste sæson.