Klopp: Liverpool-job kan blive mit sidste
I 2001 startede Jürgen Klopp sin trænerkarriere, da han som blot 33-årig tog over som manager i Mainz, hvor han forinden havde spillet i 11 år.
Her fik Klopp stor succes med oprykning til Bundesligaen og senere kvalifikation til UEFA Cuppen i 2005/06.
I 2008 blev den muntre tysker hentet til Dortmund, hvor de fleste nok kender ham fra. Her fik Klopp endnu større succes, da han først hentede to mesterskaber til klubben, og efterfølgende nåede Champions League-finalen i 2013.
Da Brendan Rodgers i efteråret 2015 blev fyret som manager i Liverpool FC, fik Jürgen Klopp kort efter sit tredje managerjob.
Tyskeren fortæller nu, at jobbet i Liverpool kan blive hans sidste, selvom han blot er 49 år.
– Jeg kommer ikke til at have været i spidsen for 10 forskellige klubber, når min trænerkarriere slutter, fortæller Jürgen Klopp til Sport1.
– Det er ikke en ubetydelig chance, der er på, at jeg vil have trænet tre klubber (når karrieren slutter, red.). Det er altid ret let for mig at binde mig til, hvad jeg laver, fordi det ofte er langsigtede projekter.
Sidste sommer skrev Klopp under på en seksårig kontrakt med Liverpool, og målet er at bringe trofæer tilbage til Anfield.
– Hvis jeg fuldfører min kontrakt med Liverpool, er der god chance for, at jeg vil have vundet noget, fortsætter Klopp.
– Jeg kan ende i en ubehagelig situation, hvis vi ikke vinder noget. Folk forventer, at Liverpool vinder trofæer.
– Vi må ikke tvivle, men hellere arbejde på at få det til at ske en dag. Hvis du er overbevist om, at de rette folk arbejder på det (at vinde trofæer, red.), kan du også tro på det. Jeg tror på, at vores fælles forsøg på det, vil gøre det mere sandsynligt, slutter tyskeren.
Pep Guardiola kom tidligere på sæsonen med en lignende erklæring om, at hans tid som manager lakker mod enden.