Kinesisk basketball-reklame skyld i Courtois-skade
Timer før Chelseas 2-0 nederlag til Manchester United i Premier League søndag forlød det, at Chelsea-målmanden Thibaut Courtois var ude af kampen med en ankelskade. Rygterne sagde, at skaden skete til træning tirsdag.
Nu skriver flere engelske aviser, blandt andre The Telegraph, dog, at skaden skete under optagelserne til en TV-reklame.
Reklamen, der er rettet mod det kinesiske marked, blev indspillet for den amerikanske basketball-liga, NBA. Chelsea har en række kommercielle aftaler med NBA og derfor havde reklamen længe været aftalt.
Courtois fik et vrid i anklen, da han hoppede op efter en bold under optagelserne. Det er tvivlsomt, om han bliver klar til næste weekends møde med Tottenham i FA Cup'en, men det forlyder, at chancerne trods alt er gode.
Udover Courtois, så var Chelsea-spillerne Asmir Begovic, Nemanja Matic, Marcos Alonso og Nathan Ake med i optagelserne.
Det forlyder, at Chelsea har afbrudt indspilningen med NBA midlertidigt som følge af skaden til deres belgiske landsholdsstjerne, Courtois.