Atletico-stjerne afslører: Afviste Manchester City
Diego Godin har i efterhånden mange sæsoner været en ledende figur på et stærkt spillende Atletico Madrid-hold, som gennem de seneste år har nået to Champions League-finaler og i 2014 vandt La Liga.
Uruguayanerens navn er flere gang blevet nævnt i forbindelse med et Premier League-skifte gennem årene, men hverken Atletico eller stopperen selv har ønsket at skilles.
Stopperen afslører nu, at han faktisk havde en konkret mulighed for at komme til Premier League i 2015, men han valgte at afvise Manchester City.
– Det er rigtigt, at de (City, red) ville have mig for to år siden. City ville have mig, da han (Pellegrini, red.) var der, fortæller Godin til Daily Mail.
– Jeg er stolt over, at han ville have mig, men jeg føler mig som en af supporterne af denne klub. Jeg er glad her. Jeg følte ikke, at det var det rette tidspunkt at skifte på.
Godin kom til Atletico i 2010, da han skiftede fra Villarreal. Han har spillet næsten 300 kampe for Diego Simeones mandskab.
Atletico Madrid vinder næppe La Liga i denne sæson, men de er stadig med i Champions League, hvor de i første kvartfinale vandt med 1-0 over Leicester.