Spurs-profil: Jeg så meget op til Steven Gerrard
Dele Alli er netop fyldt 21 år, men har i denne sæson scoret 16 mål i Premier League, hvilket er seks flere end i sidste sæson. De flotte præstationer for Spurs har betydet, at han igen i år er nomineret til prisen som årets unge spiller i Premier League.
I den seneste periode har Dele Alli spillet længere fremme på banen grundet en ankelskade til Harry Kane, men den engelske angriber er nu sin skade kvit. Med hans retur forventes den unge midtbanespiller derfor at rykke lidt tilbage på banen. Noget som passer Dele Alli:
– Jeg er helt sikkert midtbanespiller. Når jeg har spillet længere fremme på banen grundet Harry Kanes skade, så har jeg ikke følt mig sikker, siger den engelske landsholdsspiller.
Han forklarer samtidig, at han altid har set op til Liverpool-legenden Steven Gerrard:
– Jeg så meget op til Steven Gerrard, da jeg var yngre, fordi han også spillede en position som nummer otte. Derfor nyder jeg også min frie position i vores nye spilsystem, slutter Dele Alli.