Koeman afslører: Lukaku forlænger ikke
Everton-angriberen Romelu Lukaku er topscorer i Premier League med 23 sæsonmål, hvorfor han også har spillet en stor rolle for The Toffies, der på nuværende tidspunkt indtager syvendepladen i ligaen.
Ledelsen på Goodison Park vil gerne forlænge med den store belgier, og tidligere på sæsonen skrev flere medier, at en kontrakt var tæt på at blive underskrevet. Efterfølende forlød det, at Romelu Lukaku havde skiftet mening, og det seneste er, at angriberen skifter tilbage til Chelsea til sommer.
Torsdag har Everton-manager Ronald Koeman kastet endnu mere brænde på transferbålet, da han har udtalt, at Romelu Lukaku ikke ønsker at forlænge sin kontrakt, der udløber i sommeren 2019:
– Romelu har fortalt mig, at han ikke vil forlænge sin nuværende kontrakt, og det må vi acceptere, lød det fra den hollandske manager på torsdagens pressemøde forud for weekendens runde i Premier League.
Den tidligere Southampton-manager ønskede dog ikke at kommentere på Didier Drogbas udtalelser, ligesom han heller ikke havde nogen kommentar til, om Everton overvejer at sælge den belgiske profil til sommer.