Chelsea-legende: Conte skal lade Costa gå, hvis han ønsker det
Diego Costa har tidligere afsløret, at han ønskede et skifte tilbage til Atletico Madrid i sommer, men en handel kunne ikke lade sig gøre.
I vinterens transfervindue blev han rygtet kraftigt til kinesisk fodbold, og der går stadig rygter om, at han vil skifte til Kina i næste transfervindue.
Chelsea-legenden, Marcel Desailly, er af den overbevisning, at Antonio Conte skal lade ham gå, hvis Diego Costa ønsker et skifte.
– De skal lade ham gå, hvis han ønsker det. Der er mange penge i moderne fodbold, og hvis en kinesisk klub vil have ham, så smutter han også, siger Desailly til talkSPORT.
– Fans har ikke det samme forhold til spillere i dag, som man havde før. Det er klubben, der tæller for dem, og det er det vigtigste.
– Men hvis jeg var Costa, så ville jeg blive. Ingen kan vippe ham af pinden som førsteangriber i Chelsea lige nu, slutter Desailly.