Zlatan reddede United i overtiden fra ny stor skuffelse
Manchester United-spillerne var frustrerede efter weekendens kamp mod West Bromwich, hvor de måtte nøjes med 0-0.
Tirsdag aften fik de besøg af Everton, som også kom med et skuffende resultat i bagagen, da de tabte 1-3 til Liverpool på Anfield.
Det var dog Everton, der fik den bedste start på kampen. Efter 22 minutters spil bragte Phil Jagielka nemlig gæsterne i front efter et hjørnespark, der blev snittet videre af Ashley Williams.
I det 31. minut forsøge Ander Herrera sig fra distancen, men han måtte se sin afslutning blive afvist af overliggeren, og derfor gik Everton til pause med en 1-0-føring.
Jose Mourinho reagerede i pausen ved at tage Daley Blind ud og skifte Paul Pogba ind.
Ti minutter inde i anden halvleg ramte værterne igen træværket. Denne gang var det Paul Pogbas hovedstød, der blev afvist.
Det lykkedes også for Manchester United at få bolden i kassen, men Zlatan Ibrahimovic' scoring blev annulleret for offside, og det lignede dermed en Everton-sejr.
Dybt inde i overtiden fik Manchester United tildelt et straffespark, da Ashley Williams tog Luke Shaws afslutning med hånden, og Zlatan Ibrahimovic eksekverede sikkert fra pletten til slutresultatet 1-1.