Efter svær start: Vardy ville være bartender på Ibiza
Jamie Vardy var en af hovedpersonerne i Leicesters sensationelle mesterskabssæson sidste år, hvor han med sine 24 mål havde en stor andel i mesterskabet.
Leicester-angriberen har fornylig udgivet en selvbiografi 'From Nowhere', hvor han bl.a. fortæller om den svære tid, da han netop var skiftet fra Fleetwood Town til Leicester.
På daværende tidspunkt stod Nigel Pearson i spidsen for The Foxes, mens den nuværende manager, Craig Shakespeare, var assistent.
I sin bog fortæller Jamie Vardy, at han overvejede at droppe livet som professionel fodboldspiller og enten vende tilbage til Fleetwood Town eller blive bartender på Ibiza. Craig Shakespeare kan sagtens huske, at Jamie Vardy havde problemer i starten af sin Leicester-karriere.
– Jeg kan sagtens huske det. Heldigvis tog han ikke til Ibiza. Han traf den rigtige beslutning, siger Shakespeare til Daily Mirror og fortsætter:
– Jamie havde brug for støtte og troen på egne evner. Han havde brug for, at trænerstaben havde tillid til ham. Vi sagde endda til ham, at han ikke blot havde egenskaberne til at spille Premier League, men også det engelske landshold.
– Nogle gange har fodboldspillere ikke tillid til sig selv. Vi fortalte ham, at vi havde brug for ham. Han havde brug for støtte, fordi han ikke havde tro nok på sig selv, slutter han.