Statistik: Chelseas defensive problemer
Chelsea led i lørdags et overraskende nederlag til Crystal Palace på hjemmebane, hvilket har givet en smule håb til Tottenham, der nu 'blot' er syv point efter Chelsea med ni kampe igen.
Nederlaget var Chelseas første, siden de den 4. januar tabte til Tottenham, men kigger man på statistikkerne, er det måske ikke helt så overraskende, at nogen endelig fik skovlen under Contes tropper.
Chelsea har ikke formået at holde rent bur i de seneste syv kampe, hvilket er næstdårligst af alle Premier League-klubber – kun overgået af West Ham, som har lukket mål ind ni gange i træk.
Chelsea er ellers det hold, der – sammen med Tottenham – har haft flest Clean Sheets i denne sæson med 13 hver. Everton og Manchester United følger med 11 hver.
Også Liverpool og Hull City har været gavmilde bagtil på det seneste. De har lukket mål ind i henholdsvis fem og seks kampe i træk.
Kigger man på hele sæsonen, er det Swansea (63) og dernæst Hull (59), der har lukket flest mål ind. Tottenham har blot lukket 21 mål ind, hvilket er færrest af alle, mens Manchester United og Chelsea hver har lukket 23 ind.