Fangruppe laver undersøgelse: 78 procent vil have Wenger ud
Arsene Wenger er de seneste måneder blevet udsat for stor kritik af flere Arsenal-fans.
Inden kampe er der bl.a. blevet lavet protester med Arsenal-fans ude foran Emirates Stadium mod en fremtid med Arsene Wenger.
Ifølge de engelske medier står Arsene Wenger til at skrive under på en ny kontrakt med The Gunners, som ellers står til at udløbe efter denne sæson.
Det er ikke en beslutning, som størstedelen af Arsenal-fansene er tilfredse med. Arsenal-fangruppen, Arsenal Supporters’ Trust, har lavet en undersøgelse blandt deres medlemmer, og den viser, at 78 procent ønsker at se en forandring på managerposten.
– Medlemmerne af AST opfordrer ledelsen til at droppe en kontraktforlængelse til Arsene Wenger. Størstedelen af medlemmer mener ikke, at han længere er den rette til at drive klubben i den rigtige retning. AST vil gøre ledelsen opmærksom på denne undersøgelse, lyder det fra Arsenal Supporters’ Trust.