Utilfreds Klopp: Hvorfor i alverden skal der være en venskabskamp nu?
Jürgen Klopp har ikke lagt skjul på, at det er et hårdt slag at stå uden Adam Lallana i en måneds tid grundet en skade, som han pådrog sig i venskabskampen mellem England og Tyskland.
Liverpool-manageren er ikke helt tilfreds med kampprogrammet og forstår slet ikke, hvorfor der skal spilles en venskabskamp mellem to landshold på dette tidspunkt på sæsonen.
Han foreslår derfor, at der kommer mere kommunikation, så alle bliver tilfredse.
– Det giver virkelig ingen mening, at man har en kamp mellem Manchester City og Liverpool søndag aften, og derefter en venskabskamp mellem England og Tyskland onsdag aften, siger Klopp til Sky Sports og fortsætter:
– Vi skal begynde at arbejde sammen: FA, Premier League, TV-selskaberne og klubberne, fordi vi forsøger alle at sælge det bedste produkt. Kampen mellem City og Liverpool var en af de mest intense kampe i denne sæson. Man kan ikke have en kamp som denne, og så kort efter have en venskabskamp mellem England og Tyskland.
– Mange spillere blev skadet under denne landsholdspause. Hvorfor skal der være venskabskampe på dette tidspunkt? Jeg vil gerne høre en forklaring på, hvorfor det er vigtigt, slutter Klopp.