Garcia er ikke i tvivl: Liverpool ender i top fire
Liverpool er i øjeblikket nummer fire i Premier League. En vigtig plads for The Reds, der giver kvalifikation til Champions League i den kommende sæson. Man er lige nu fire point foran Manchester United på femtepladsen, men med to kampe mere, så kampen er fortsat meget tæt med ni spillerunder igen for The Reds.
Ifølge Anfield-favoritten Luis Garcia, så er der dog ikke tvivl om, at Liverpool ender i top fire i denne sæson:
– Jeg synes stadigvæk, at mulighederne for top fire er gode. Det var målet i starten af sæsonen og det er dét, de fortsat arbejder efter. Jeg synes, holdet er klar til det. De havde en skidt periode i starten af 2017, men jeg synes, at reaktionen er god nu, siger Garcia ifølge Sky Sports og uddyber:
– De har den perfekte manager til at gøre det. Vi ved, at han kan gøre det med det her hold – det viste de i sæsonens første halvdel.
– Jeg er ikke i tvivl om, at hvis de fortsætter med at arbejde på samme måde som de gør nu, så er de i top fire, når sæsonen er slut, siger Garcia.
Luis Garcia var selv med til at tilkæmpe sig en del top fire-placeringer. Spanieren spillede hos Liverpool FC fra 2004 til 2007 og var blandt andet med til at vinde Champions League med klubben i foråret 2005.