Arsenal-legende: Bliv i Everton, Lukaku
For få dage siden kom nyheden omkring Romelu Lukaku, der har afvist at forlænge sin kontrakt med Everton.
Det skulle eftersigende skyldes, at den belgiske angriber ønsker at spille Champions League.
Siden det kom frem, at han ønsker at forlade Everton, er Lukaku blevet sat i forbindelse med klubber som Chelsea og Arsenal.
Men spørger man Arsenal-legenden Ray Parlour, så er han ikke i tvivl om, hvad Lukaku bør gøre.
Parlour mener nemlig, at Lukaku bør blive i Everton, der ser ud til at bygge noget stort op i klubben og investere i truppen, som kan ende med at sikre dem Champions League meget snart.
– Lukaku er 23 år, og jeg ved godt, at han ønsker at spille Champions League-fodbold, men hvorfor kan han ikke gøre det i Everton, udtaler Ray Parlour ifølge talkSPORT.
– Jeg tror, at Everton vil være den perfekte klub for Lukaku i de kommende par år – de investerer nemlig penge i truppen og har nogle fantastiske unge talenter, der er på vej frem, fortsætter Parlour.
– Hvis ikke Everton kommer i top fire næste sæson, så ja, så kan jeg godt se, at han vil videre.
– Men jeg tror, at Ronald Koeman bygger noget specielt op i Everton, og hvis ejerne investerer stort og køber flere spillere til sommer, så kan jeg godt se Everton have en meget god chance næste år.