Lampard storroser Kante: Verdens bedste midtbanespiller
Chelsea styrer sikkert mod det engelske mesterskab, hvor meget skal gå galt, hvis Contes tropper skal falde sammen og smide det hele.
Én af de helt store profiler for Chelsea i denne sæson har været N'Golo Kante, som kan blive engelsk mester for andet år i træk.
Den defensive midtbanespiller kom til Chelsea i sommer, da han forlod Leicester efter en lige så fantastisk sæson, hvor han ligeledes var nøglen på den centrale, defensive midtbane.
Kante har efterhånden fået stor ros fra alle i fodboldengland, efter at han for anden sæson i træk er blandt de absolut bedste i ligaen, hvilket ikke er gået ubemærket hen. Kante er således favorit hos bookmakerne til at blive kåret til årets spiller i Premier League. En titel som Riyad Mahrez snuppede i fjor.
Chelsea-legenden Frank Lampard er vild med Kante, som han mener er den bedste på sin position i verden lige nu.
– Jeg vil gå så langt og sige, at han er den bedste centrale midtbanespiller i verden i øjeblikket. Det vil jeg virkelig sige, fortæller Lampard til BBC.
– Kigger du på den måde, han præsterer på i år, så scorer han måske ikke så mange mål, men med det han giver til holdet med den måde, han spiller på, den drivende kraft, han er, kan jeg ikke se nogen anden i fodboldverdenen, der er bedre end ham i øjeblikket, fastslår Lampard.
Chelsea betalte godt £30 millioner for Kante.