Kun overgået af Pogba: Özil tilbudt kæmpe kontrakt
Det er flere måneder siden, at Arsene Wenger bekræftede kontraktforhandlinger med både Alexis Sanchez og Mesut Özil.
Forhandlingerne har dog ikke gået som forventet, og ifølge den engelske presse har parterne været langt fra hinanden, når lønnen skulle diskuteres.
Mesut Özil er i øjeblikket Arsenals bedst betalte spiller med en ugeløn på £140,000 i sin nuværende kontrakt, der udløber sommeren 2018. Med diverse bonusser lyder ugelønnen dog på £200,000.
Ifølge Daily Mirror er Arsenal kommet med et nyt kontraktudspil, hvor de i den grad har skruet op for lønnen. Den engelske avis beretter, at tilbuddet lyder på £280,000 om ugen.
Dermed vil den tyske kreatør kun være overgået af Paul Pogba, der tjener £290,000 om ugen og er den bedst betalte spiller i Premier League.