Bekræftet: Alexis forlod Arsenal-træning før kamp mod Liverpool
Arsenal-profilen Alexis Sanchez vendte tilbage til startopstillingen til aftenens kamp mod Bayern München efter Arsene Wenger havde droppet ham til lørdagens kamp mod Liverpool på Anfield – en kamp, The Gunners tabte med 3-1.
Efter den kamp florerede der i den engelske presse rygter om, at Alexis Sanchez havde haft et sammenstød med nogle holdkammerater, havde diskuteret med Arsene Wenger og derfor havde forladt træningen før kampen.
Det afviste Arsene Wenger dog på et pressemøde mandag, men den tidligere Arsenal-midtbanespiller Robert Pires, der arbejder som træner i klubben, har nu bekræftet, at Alexis Sanchez rent faktisk forlod træningen.
43-årige Pires fortæller også, at vice-kaptajn Laurent Koscielny måtte forsøge at berolige Sanchez.
– Jeg var der. Der var en slem tackling på Alexis Sanchez, et sammenstød, og så forlod han banen, fortæller Pires til det franske medie beIN SPORTS tirsdag aften.
– Fansene må forstå. Der var en disciplinær sanktion. Intet seriøst skete. Jeg var der også igår – der var intet problem.
Disciplineringen var altså, at Alexis blev droppet til kampen mod Liverpool.