Conte: Jeg har tiltro til mine spillere
Chelsea tog endnu et skridt mod det engelske mesterskab, da de uden de store problemer besejrede West Ham med 2-1 på London Stadium, hvor hjemmeholdet først fik reduceret tre minutter inde i overtiden.
I flere måneder har Chelsea ligget nummer et i Premier League, og Antonio Conte er sikker på, at spillerne ikke sætter forspringet over styr.
– Jeg skal have tro på dem. Jeg mener, at vi indtil nu fortjener at blive liggende som nummer et. Nu hvor vi er der, er det vigtigt at beholde den position, sagde Conte efter mandagens kamp til the Telegraph.
– Det bliver helt sikkert ikke nemt. Kampene begynder at blive færre, men jeg tror, at ligaen stadig bliver hård helt til det sidste. Jeg hører managerne fra de andre klubber, og de tror på, at de selv kan vinde. Det er rigtigt at have den ambition – for os er det vigtigt at vide, at andre har den ambition.