Italiensk avis: Conte har hjemve - Inter-repræsentanter sendt til London
Antonio Conte kom i sommer til Chelsea efter at have været landstræner for Italien gennem to år.
Det er gået rigtig godt for Chelsea med Conte ved roret. I skrivende stund fører de med 10 point ned til Tottenham på andenpladsen.
Alt ser dog ikke ud til at være, som det skal hos Antonio Conte, der har svært ved at falde til i den engelske hovedstad. Det skriver den italienske avis La Repubblica.
Avisen erfarer, at managerens hjemve skal være så slem, at han nu overvejer at forlade Premier League allerede efter én sæson til sommer.
Rygterne om en Conte-retur har naturligvis fået de italienske storklubber på stikkerne, og den mest interesserede skal være Inter Milan.
Suning-gruppen, der ejer Inter, har, ifølge La Repubblica, allerede sendt deres repræsentanter afsted til London, hvor de skal forhandle med Conte-lejren.
Jobbet i Chelsea er Antonio Contes første nogensinde uden for Italiens grænser – både som spiller og som træner.
47-årige Conte spillede selv i Lecce og Juventus. Han har været træner i klubber som Juventus, Siena og Atalanta, inden han i 2014 tog over som italiensk landstræner.