Agent: Cech forlader ikke Arsenal til sommer
Petr Cech fejlede stort, da Chelsea i sidste weekend scorede det tredje mål i 3-1-nederlaget på Stamford Bridge og efter den kamp begyndte nogle Arsenal-tilhængere at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt den 34-årige veteran var god nok til jobbet mellem stængerne på Emirates Stadium.
Men Cech, der kom til Arsenal fra Chelsea i 2015 og fortsat har kontrakt frem til 2019, har ingen planer om at forlade klubben i den nærmeste fremtid.
Det fortæller spillerens agent, Viktor Kolar.
– Petrs position i klubben er virkelig sikker og en sommertransfer kan hurtigt udelukkes. Petr vil være en del af Arsenal minimum indtil slutningen af hans nuværende kontrakt og jeg er sikker på, at han fortsætter med at have en lederrolle på holdet, fortæller agenten til tjekkisk presse ifølge ESPN.
Cech har været Arsene Wengers foretrukne valg på målmandsposten siden sin ankomst til Emirates Stadium.