Blind er overbevist: United slutter i top fire
Manchester United er fortsat nummer seks i Premier League efter weekendens sejr over Watford, hvor Daley Blind var tilbage i startopstillingen. Den hollandske landsholdsspiller er dog overbevist om, at De Røde Djævle befinder sig i top fire, når sæsonen er færdigspillet.
– Det bliver tæt, og vi er nødt til at fokusere og vinde vores kampe, men jeg er sikker på, at vi er i top fire ved slutningen af sæsonen, udtalte Blind til MUTV.
Manchester United har foruden Premier League også både Europa League, FA og EFL Cuppen at tænke på. I sidstnævnte er klubben endda i finalen, hvor modstanderen er Southampton.
– Som spiller vil man spille kampe. Vi har stadig meget at kæmpe for, heriblandt en finale, så vi ser frem til det.
Manchester Uniteds næste ligakamp er først den 4. marts mod Bournemouth, der gæster Old Trafford.