Jesus sikrede City-sejr over Swansea til allersidst
Efter en mindre god periode for både Manchester City og Swansea er begge mandskaber kommet i gang igen, og søndag mødtes de formstærke hold på Etihad Stadium.
Hjemmeholdet kom flyvende fra land, og med formidabel fodbold tillod Pep Guardiolas tropper slet ikke Swansea at komme på bolden.
Den første store mulighed for en scoring kom efter små ti minutter, da Gabriel Jesus var tæt på at tilkæmpe sig et straffespark. Jesus fik vendt på Alfie Mawson, men stopperen formåede at afvige situationen. Mawson holdt godt fast om Jesus, og Manchester City appellerede for straffespark, men Mike Dean valgte ikke at fløjte.
Blot få minutter senere havde brasilianeren dog mere held med sig. David Silva forsøgte at finde Raheem Sterling med et indlæg, men bolden endte lidt tilfældigt hos Gabriel Jesus, og så svigtede angriberen ikke. 1-0 til Manchester City.
Manchester City fortsatte den totale dominans efter scoringen, og Yaya Toure tvang Lukasz Fabianski ud i en fantastisk redning med et fremragende frispark efter 22 minutter, men man måtte nøjes med en smal føring ved pausen.
I anden halvleg kom de walisiske gæster væsentlig bedre med i opgøret, og allerede efter 48 minutter sendte Gylfi Sigurdsson endnu et suverænt frispark mod mål. Caballero formåede dog at parrere bolden ud på den ene opstander og forbi mål.
Swansea fik efter en lille time endnu en stor chance ved Alfie Mawson, som dog sendte Sigurdsson indlæg forbi mål, men det var først efter 81 minutter, at gæsterne kunne juble over den udlignende scoring. Endnu en gang var Gylfi Sigurdsson på spil, og islændingens afslutning fra distancen endte med at gå hele vejen ind bag Cabellero. Leroy Fer stod ellers i offside, og City-spillerne appellerede for, at hollænderen skulle have spærret argentinerens udsyn, men Mike Deans fløjte forblev endnu en gang tavs.
Swansea var dermed på vej mod endnu et stort resultat, men heldet skulle ikke være med Paul Clements tropper denne søndag eftermiddag.
Efter en mindre god anden halvleg af Gabriel Jesus skulle den unge angriber dog alligevel vise sig at blive kampafgørende, da han tog hovedrollen ved at sparke scoringen til 2-1 ind. Pep Guardiola og co. fik således en vigtig sejr i toppen af tabellen og er nu nummer tre med ti point op til Chelsea.