Mølby: Der kommer nye spillere til Liverpool til sommer
Liverpool var godt kørende i efterårssæsonen, men efter Sadio Mane dragede til Afrika og Africa Cup of Nations, begyndte Merseyside-klubben at lide. Blot en sejr over Plymouth i FA Cuppen er det blevet til i 2017.
Den tidligere Liverpool-spiller, Jan Mølby, er overrasket over, at Liverpool ikke købte nye spillere i januar for at kickstarte kalenderåret, men ifølge Jürgen Klopp var hans ønskespillere ikke til rådighed i dette transfervindue.
Jan Mølby er dog overbevist om, at den tyske manager vil agere til sommer og forstærke truppen.
– Jeg havde gerne set, at vi handlede ind i januar. Nogle gange træder man bare i vande, og man mangler noget til at kickstarte sæsonen igen. Det gjorde vi ikke, men nu går vi ind i en periode, hvor vi har 15 kampe på 15 uger, og det burde passe os, skrev danskeren i Liverpool Echo.
– I forhold til truppen har Jürgen Klopp udvist meget tålmodighed, og det tror jeg er vigtigt for ham. Når han tager beslutninger, kan han godt lide at se spilleren i øjnene og sige 'jeg gav dig muligheden.'
– Vi ser frem til sommer. Klopp bliver aldrig en checkbook-manager, men der kommer helt sikkert nye spillere ind til sommer.
– Man vil rigtig gerne have unge spillere involveret, men det er kun de exceptionelle, unge spillere, der bliver på førsteholdet, og dem vi har, er måske stadig 18 måneder til to år for unge til at udfordre pladserne på førsteholdet for alvor.
Næste opgave for Klopp og co. er Hull, som skal besejres, hvis ikke Liverpool skal miste terræn i forhold til top fire-placeringerne.