Swansea forsøgte at hente Lampard
Tidligere denne torsdag offentliggjorde den tidligere Chelsea- og Manchester City-spiller Frank Lampard, at han endegyldigt sætter støvlerne på hylden.
Lampard har tidligere bekræftet, at han har fået flere tilbud, men ingen af dem fik ham til at fortsætte karrieren.
Og nu bekræfter Swanseas manager, Paul Clement, der tidligere har trænet Lampard i Chelsea, at han forsøgte at overtale midtbanespilleren til at forsætte karrieren i Swansea.
– Vi havde en samtale sammen, udtaler Paul Clement ifølge BBC.
– Jeg tror, at han satte pris på, at jeg ringede. Jeg siger ikke, at vi kom tæt på en aftale, men vi havde en samtale, fortsætter Clement.
– Vi kom ikke særlig langt, men det kunne have været godt.
– Hans evner som spiller kender vi alle til, men han er også en meget god leder og er meget professionel.
– Men i stedet fik vi Tom Carroll, så jeg er meget tilfreds.