Mourinho: Martial får chancen mod Wigan
Den seneste tid har der været en del skriverier om Anthony Martial. Franskmandens fremtid er blevet usikker, efter Jose Mourinho er utilfreds med spillerens præstationer, hvor særligt kampen mod Liverpool blev fremhævet.
Martial har ikke været med i truppen til Manchester Uniteds seneste kampe, og det har virket som ekstra benzin på bålet. Jose Mourinho blev spurgt om, hvordan 21-årige Martial havde reageret i forhold til at være droppet.
– Jeg ved det ikke. Jeg snakker ikke med spillerne om, hvordan de tager det, svarede den portugisiske manager ifølge Sky Sports og afslørede efterfølgende, at Martial spiller mod Wigan.
– Han spiller på søndag, og hvis han spiller fantastisk på søndag, så vil han også spille mod Hull i næste kamp. Det er simpelt.
Martial scorede 11 Premier League-mål sidste sæson i sin debutsæson, og han har til sammenligning kun lavet to i denne sæson.