Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

XI: De bedste Premier League-spillere, som misser VM-slutrunden

Af Morten Bruun Jørgensen
16.11.2017 Kl. 09:24
De 32 lande til VM-slutrunden er fundet, og det er tid til at gøre status over de bedste Premier League-spillere, der med sikkerhed ikke kommer til Rusland for at spille fodbold næste sommer.

Store fodboldnationer som Chile, Holland og Italien formåede ikke at kvalificere sig til VM-slutrunden næste sommer, og det betyder, at en række dygtige Premier League-spillere kan holde en lidt længere ferie efter sæsonen.

Vi har taget et kig på den bedste startopstilling bestående af spillere fra Premier League, som må nøjes med at følge med i VM-slutrunden foran TV-skærmen.

Målmand: Asmir Begovic
Bournemouth-målmanden formåede ikke at komme til VM med Bosnien, som ellers råder over andre profiler som Edin Dzeko og Miralem Pjanic.

Højre back: Antonio Valencia
Den hårde sydamerikanske VM-kvalifikation viste sig at være en for stor mundfuld for Ecuador, hvor Manchester Uniteds højre back er anfører.

Midterforsvarer: Virgil van Dijk
Holland skuffede fælt i VM-kvalifikationen, hvor Virgil van Dijk var fast mand i det centrale forsvar. Han kan i stedet koncentrere sig om sin fremtid på klubplan næste sommer.

Midterforsvarer: Ashley Williams
En af de store overraskelser ved EM-slutrunden sidste år var Wales, men det bliver ikke noget gensyn ved næste slutrunde. Ashley Williams og de øvrige walisere sluttede under Irland i gruppen.

Venstre back: Matteo Darmian
Det er ikke hver gang, at Darmian spiller for Manchester United. Langt fra endda. Men han var ofte en del af det italienske landshold, der blev slået ud af Sverige.

Central midtbanespiller: Aaron Ramsey
Arsenal-spilleren var også en del af det walisiske landshold, som ikke kunne leve op til forventninger og som minimum slutte toer i deres gruppe.

Central midtbanespiller: Georginio Wijnaldum
Det blev ikke nogen stor kvalifikation for Wijnaldum, som var fast mand på det hollandske landshold, som skuffende sluttede efter Sverige og Frankrig.

Højre kant: Riyad Mahrez
Den første afrikanske spiller på listen er Leicester-stjernen, som ikke formåede at kvalificere sig til VM med Algeriet, som deltog ved den sidste slutrunde.

Offensiv midtbanespiller: Henrikh Mkhitaryan
Manchester United-spilleren spiller muligvis for det svageste landshold, der er repræsenteret på dette hold. Armenien var aldrig i nærheden at spille sig til VM, hvor de var havnet i gruppe med Danmark.

Venstre kant: Wilfried Zaha
Elfenbenskysten plejer at være en sikker deltager ved VM-slutrunden, men denne gang glippede det for en af de største fodboldnationer i Afrika. VM bliver uden den finurlige Zaha fra Crystal Palace.

Angriber: Alexis Sanchez
Arsenal-stjernen er det største navn fra Premier League, der ikke kommer med til VM. Chile havde mulighederne for at komme afsted, men de fik ikke gjort arbejdet færdigt.


 

Annonce