Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

West Ham-målmand maner til ro: Tager tid at lære at spille sammen

Af Morten Bruun Jørgensen
20.08.2018 Kl. 11:18
Lukasz Fabianski mener, at både spillere og fans skal forholde sig rolige ovenpå sæsonstarten med to nederlag hos West Ham.

Det var ikke just overraskende, at West Ham fik røven på komedie i sæsonens første kamp mod Liverpool, men det var en overraskelse, at Bournemouth lørdag eftermiddag tog til London Stadium og vandt 1-2.

Det efterlader West Ham med nul point efter de første to kampe, og spillet hos London-klubben har mildest talt ikke været noget at prale af, men ifølge klubbens førstemålmand hænger det sammen med, at der er kommet en række nye ansigter til klubben i løbet af sommeren.

– Vi skal fortsætte med at se fremad og arbejde med denne gruppe af spillere, for der har tydeligvis været store ændringer, og det tager altid tid at lære at spille sammen. Forhåbentlig sker det snarere end senere, fortæller Lukasz Fabianski til West Hams hjemmeside.

Den polske målmand er selv en af de i alt ni nye spillere, der er blevet hentet til West Ham, som samtidig også har fået en ny manager i form af chilenske Manuel Pellegrini.

West Ham møder Arsenal i den næste Premier League-kamp, hvor mindst et af mandskaberne får sæsonens første point.

Annonce