Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Villa-stjerne får karantæne efter besynderlig hændelse

Af Jeppe Augustsen
19.04.2024 Kl. 16:18

Det var ikke uden drama, da Aston Villa torsdag aften sikrede sig videre avancement fra Conference League.

I en straffesparkskonkurrence snuppede Premier League-mandskabet det længste strå og er nu klar til semifinale.

I semifinalen skal Aston Villa møde Olympiakos, men det bliver uden stjernemålmanden Emiliano Martinez.

Den argentinske målmand modtog hele tre gule kort i de to opgøret mod Lille, men fik altså ikke tildelt et rødt kort – og det var der en god grund til.

To af dem kom i gårsdagens kamp. Det første gule kort blev tildelt på grund af tidsudtræk undervejs i selve opgøret, mens argentineren fik vist gule kort nummer to i straffesparkskonkurrencen.

Dommeren mente, at Aston Villa-keeperen provokerede værternes tilhængere, men sådan var det ikke – og det endte med at blive en mærkværdig situation.

Tv-billederne viste nemlig, at Emiliano Martinez blot vendte sig ud til bolddrengene og spurgte efter en bold, da der ikke var en bold til næste sparker. Derfor var argentineren noget uforstående.

Han bliver ikke udvist for sit andet gule kort grundet IFABs lov nummer 10, som foreskriver, at advarsler, som er blevet tildelt undervejs i opgøret (inklusive forlænget spilletid) ikke bæres med videre ind i straffesparkskonkurrencen.

Men nu får han alligevel karantæne.

UEFA har netop bekræftet, at han får tildelt en spilledags karantæne for sine tre gule kort i de to opgør.

Aston Villa spiller på hjemmebane i det første opgør mod Olympiakos, der bliver spillet den 2. maj.

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce