Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Velspillende United sejrede sikkert

Af Søren Nørgaard
08.12.2018 Kl. 16:57
Manchester United leverede en solid indsats hjemme på Old Trafford, da de lørdag slog oprykkerne fra Fulham.

Lad det være sagt med det samme. Manchester United havde ingen problemer med at slå oprykkerne fra Fulham i lørdagens hjemmekamp.

De Røde Djævle satte sig på opgøret fra første fløjt og allerede efter et kvarter kastede det en scoring af sig. Ashley Young deltog i det offensive spil og i bedste Ashley Young stil trak han ind fra venstre side og sparkede bolden i modsatte hjørne til en tidlig føring.

Målet medførte overskud hos hjemmeholdets spillere, der var i fuld kontrol og ikke tillod Fulham mange chancer. Et kvarter senere blev det også 2-0 til værterne. Marcus Rashford blev sendt i dybden og lagde bolden tilbage til en fremadstormende Juan Mata, der sikkert sparkede bolden ind bag Sergio Rico i Fulham-målet.

Publikummet på Old Trafford fik endnu en scoring at varme sig på inden pausen, da også Romelu Lukaku, der ikke har scoret på Old Trafford siden marts måned, kom på måltavlen kort før pausefløjtet. Efter en dødbold blev bolden slået fladt i feltet og belgieren skulle kun sætte foden på for at navigere den over stregen til pauseføring på 3-0.

Fulham kom bedre ud til anden halvleg, hvor Manchester United mest af alt lignede et hold, der var tilfreds med kampens resultat. Efter en times spil kom der imidlertid lidt spænding ind i kampen, da Fulham blev tilkendt straffespark. 

Aboubakar Kamara fik ansvaret fra 11 meter og sparkede bolden sikkert i kassen til en reducering. Glæden varede dog kort for gæsterne, der få minutter senere blev reduceret til 10 mand grundet rødt kort til Andre-Frank Zambo Anguissa.

Manchester United udnyttede overtaget på banen til at bringe sig på 4-1 ved Marcus Rashford, der fra kanten af feltet sparkede den i kassen ved første stolpe. Der blev ikke scoret yderligere i opgøret og dermed tog Manchester United en sikker sejr over Fulham.

Annonce