Vedvarende rygter: Dybala-forbindelsen til Premier League er ikke lukket ned
25-årige Paulo Dybala har tørnet ud for Juventus siden sommeren 2015 og har siden hjemtaget flere – både kollektive og personlige – triumfer i den sort-hvid-stribede trøje.
Imidlertid lå det i luften – ifølge diverse udenlandske medier – at argentinerens fremtid var uvis i Italien i løbet af sommeren, og at et skifte væk fra støvlelandet derfor var nært forestående. Sådan gik det dog ikke, og Dybala erklærede i stedet, at han ville kæmpe for sin plads hos 'Den Gamle Dame'.
Nu beretter italienske TuttoSport på ny, at forbindelsen mellem Paulo Dybala og England ikke er helt død og uaktuel. Ifølge mediet vækker den argentinske landsholdsspiller stadig interesse i Tottenham og Manchester United såvel som i franske Paris Saint-Germain.
Paulo Dybala og Juventus har kontrakt på hinanden til sommeren 2022.