Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Uro hos Premier League-oprykker: Kun 10 spillere til træning

Af Emil Plovgaard
02.07.2022 Kl. 16:34
Tingene er langt fra, som de skal være en måned inden sæsonstart.
Der er lidt mere end en måned til, at Fulham begynder Premier League-sæsonen med et vaskeægte brag mod Liverpool.
 
Men selvom forberedelserne allerede nu skulle være på et nogenlunde acceptabelt niveau, så er det bare ikke tilfældet.
 
Manager i klubben, Marco Silva, er ifølge The Athletic utilfreds med klubbens ageren på transfermarkedet indtil videre.
 
Da Silva 29. juni mødte ind til klubbens første træning havde han 10 markspillere at gøre godt med, og selvom han havde fremlagt flere transferemner til sin bestyrelse, inden han tog på ferie, så er der langt op til målet om 10 nyerhvervelser.
 
Fire spillere i form af Josh Onomah, Anthony Knockaert, Ivan Cavaleiro og Terence Kongolo træner i øjeblikket ikke med den øvrige trup, fordi Silva ikke vurderer, at de har niveau til at spille Premier League i den kommende sæson.
 
I næste uge vender fem spillere dog tilbage til truppen efter endt ferie, og herefter bliver tallet af trænende spillere selvsagt noget højere. 
 
Fulham har endnu sommerens første signing til gode, men det ventes, at man inden længe kan præsentere Joao Palhinha fra portugisiske Sporting.

Annonce