Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Top 10: Liverpools bedste indkøb siden 2010

Af Pelle Rigtrup
08.09.2019 Kl. 13:57
Liverpool Echo har kåret de 10 bedste Liverpool-indkøb siden 2010.

Liverpool har de seneste år høstet stor ros for at hente de helt rigtige spillere til klubben, men hvem er egentlig det bedste Liverpool-indkøb siden 2010? 

Det har lokalavisen Liverpool Echo sat sig for at kåre, og førstepladsen kommer nok ikke som den store overraskelse for de fleste. 

Det er desuden værd at bemærke, at samtlige spillere i top 3 er forholdsvis nye navne: 

10. Jordan Henderson – skiftede fra Sunderland i 2011 for £20 mio. 

Hendersons Liverpool-karriere har ikke altid været en dans på roser, men han er nu anfører og en vigtig mand for Jürgen Klopp. 

9. James Milner – kom på en fri transfer fra Manchester City i 2015 

En af Klopps mest trofaste soldater. Milner har bevist, at han kan spille på mange positioner, og Liverpool lavede et kup, da de hentede ham gratis til klubben. 

8. Philippe Coutinho – skiftede fra Inter i 2013 for £8 mio. 

Det var en genistreg, da Liverpool i 2013 hentede brasilianeren til klubben. I Merseyside-klubben udviklede han sig til en af ligaens bedste spillere, og i januar 2018 solgte the Reds ham videre til Barcelona med gigantisk profit. 

7. Andy Robertson – skiftede fra Hull i 2018 for £8 mio. 

Der var ikke mange, der bemærkede det, da Liverpool hentede den skotske back i Hull, men Robertson er i dag en af verdens bedste venstrebacks. 

6. Sadio Mané – skiftede fra Southampton i 2016 for £34 mio. 

Det var ikke alle, der var lige overbeviste, da Liverpool hentede Mané til klubben for £34 mio., men senegaleseren har i den grad lukket munden på kritikerne. 

5. Luis Suarez – skiftede fra Ajax i 2011 for £23 mio. 

Suarez kom til Liverpool i samme transfervindue som Andy Carroll, og mens englænderen havde det svært, så bombede Suarez mål ind på stribe. Han var også involveret i en række kontroverser, men overordnet set var hans tid i Liverpool en stor succes. 

4. Roberto Firmino – skiftede fra Hoffenheim i 2015 for £29 mio. 

Salah og Mané løber ofte med opmærksomheden i Liverpools offensiv, men Firmino er afgørende for the Reds' måde at spille på, og englænderne fortryder næppe, at de hentede ham i 2015. 

3. Alisson Becker – skiftede fra AS Roma i 2018 for £67 mio. 

Liverpool betalte kassen for den brasilianske målmand, men han har i den grad levet op til det enorme prisskilt. I sidste sæson snuppede han både den gyldne handske i Premier League, Champions League og Copa America. 

2. Virgil van Dijk – skiftede fra Southampton i 2018 for £75 mio. 

Hollænderen har siden ankomsten stabiliseret Liverpools forsvar og udviklet sig til en af verdens bedste spillere. 

1. Mohamed Salah – skiftede fra AS Roma i 2017 for £34 mio. 

Salah blev aldrig nogen succes i Chelsea, men efter et ophold i AS Roma skiftede han for to år siden til Liverpool. Siden da har egypteren ikke set sig tilbage. Det er allerede blevet til et hav af mål i Liverpool-trøjen, og Salah har allerede sikret sig en plads i klubbens historiebøger. 

Annonce