Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Top 10: De bedste spillere der er rykket ned

Af Michael Christiansen
22.03.2020 Kl. 08:33
Vi har lavet en liste over de bedste Premier League-spillere, der har været en del af en nedrykning.

Premier League ligger stille for tiden.

Det giver anledning til at gøre status. Lige nu ligger Norwich, Aston Villa og Bournemouth til nedrykning. Det betyder, at dygtige spillere som Teemu Pukki, Jack Grealish og Nathan Aké står til at skulle forlade den bedste række efter sæsonen, hvis ikke der sker noget.

Det skulle dog ikke være første gang, gode spillere har prøvet at rykke ned.

Herunder følger en liste over profiler, der har spillet i Premier League, og som på et eller andet tidspunkt i karrieren har været en del af en nedrykning:

10. Craig Bellamy, 2001
CV’et tæller klubber som Newcastle, Liverpool og Manchester City, men waliseren optrådte også for betydeligt mindre klubber i sine yngre dage. Blandt andet Coventry. Her var han en del af Coventrys sidste af 34 sammenhængende sæsoner i den bedste række. 

9. Joleon Lescott, 2016 og 2017
Lescott fik 26 landskampe for England og vandt to mesterskaber og en FA Cup med Manchester City.
Alligevel endte han på den forkerte side af nedrykningsstregen i 2016, da han og Jores Okore stod i forsvaret hos Aston Villa.

Herefter gik turen videre til Sunderland, der rykkede ud af Premier League med et brag i 2017. Lescott indstillede karrieren samme år.

8. Xherdan Shaqiri, 2018
Efter ophold i store klubber som Bayern München og Inter kunne den schweiziske profil pludselig se sig selv midt i en nedrykningskamp i Stoke City, hvor han spillede fra 2015 til 2018. Stoke tog turen ned i Championship og Shaqiri røg til Liverpool.

7. Park Ji-Sung, 2013, og Rio Ferdinand, 2015
Den altid arbejdsomme sydkoreaner måtte efter næsten et årti på Old Trafford se sig nedrykket med Queens Park Rangers i 2013.

“Three Lungs” skiftede til London-klubben efter en succesfuld tid hos Manchester United, hvor han vandt både Premier League og Champions League.

Med til historien hører også, at QPR rykkede op med det samme, hentede en anden Champions League-vinder fra United, Rio Ferdinand, og rykkede ud igen med det samme.

6. Nwankwo Kanu, 2010
Nigerianeren har vundet OL-guld med sit land, Champions League med Ajax og Premier League med Arsenal, og endda FA Cuppen med Portsmouth.

Men det var også med “Pompey”, at Kanu oplevede den store nedtur, det er at rykke ned. I 2009 gik det med nød og næppe, men året efter var der intet at gøre. Portsmouth måtte en tur ned i den næstbedste række.

5. Michael Owen, 2009
Ballon d’Or i 2001 – nedrykning i 2009.
Hvad der skete i de mellemliggende år var en langsom nedtur for Michael Owen.
Efter et hav af mål hos Liverpool i begyndelsen af 00’erne fik han sit store skifte i 2004, da Real Madrid tilbød en kontrakt. Owen, der ønskede at opleve at vinde Champions League, takkede ja. Real Madrid havde trods alt vundet turneringen i 2002 og tilmed La Liga i 2003. Men på dette tidspunkt holdt “Los Galacticos” paradoksalt nok op med at vinde titler trods den absurde samling af talent på holdet. Imens vandt Owens tidligere klub, Liverpool, netop Champions League på sensationel vis i 2005.

Opholdet på Bernabeu blev aldrig en succes for Owen, og i stedet vendte englænderen hjem til Newcastle, der så rykkede ned i 2009.

4. Zlatan Ibrahimovic, 1999 og 2006
Svenskeren spillede i et par sæsoner hos Manchester United sent i karrieren, men det var tidligere hos Juventus, at “Ibra” oplevede en nedrykning. Dengang skyldtes det selvfølgelig ikke spillet på banen, men grundet Juventus’ indblanding i Calciopoli-skandalen var der tale om en tvangsnedrykning.

Det mesterskab, klubben havde vundet det år, blev senere frataget dem.

Ibrahimovic var faktisk også med til at rykke ned med Malmö i sine unge dage, så han har prøvet det to gange.

3. Roy Keane, 1993
Tro det eller ej, den gode Roy Keane kan heller ikke sige sig fri for at have været del af en nedrykning trods syv Premier League-titler og en Champions League-triumf i bæltet. Det skete i 1993 med Nottingham Forest, hvor Keane havde spillet i en årrække.

Kort efter modtog ireren et telefonopkald fra Sir Alex Ferguson, og resten er historie.

2. George Best, 1974 og 1980
Manchester United-legenden var sin generations måske største talent, og han vandt da også det hele med den engelske storklub. Men succesen varede ikke ved, og “Den femte Beatle” slap heller ikke for at smage den sure nedrykning.

Det skete utroligt nok for United i 1974. Det sendte den stakkels George Best ud på en verdensturné af de større, hvor han nåede at spille i lande som Sydafrika, USA og Irland, inden den ærgerlige skæbne overgik ham nok engang, denne gang med Hibernian i Skotland i 1980.

1. West Ham United, 2003
På førstepladsen finder vi et helt Premier League-hold. Sandsynligvis det bedste, der nogensinde er rykket ud af den bedste engelske række ud over måske det ovenstående. For hvordan et mandskab bestående af profiler som Michael Carrick, Jermaine Defoe, Glen Johnson, David James, Joe Cole, Paolo Di Canio, Lee Bowyer, Nigel Winterburn, Les Ferdinand, Frédéric Kanouté og Trevor Sinclair ikke kan overleve i ligaen er en gåde.

Holdet var sluttet på syvendepladsen sæsonen før, men i 2003 gik det altså galt på trods af, at “the Hammers” skrabede hele 42 point sammen – det højeste for en nedrykker nogensinde.

Senere kom de mange stjerne videre til andre klubber, hvor de skulle vinde masser af trofæer hver især. Men nedrykningen med West Ham er stadig en sort plet på CV’et hos dem alle, og nu får de også den tvivlsomme ære at være nummer ét på denne liste.

Annonce