Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Tallene bakker op: Liverpool-mand tiltrækker katastrofer

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
24.02.2021 Kl. 07:38
Bluewin skriver, at Liverpools seneste signing har en tendens til at bringe uheld med sig.

Ozan Kabak bliver betragtet som et kæmpemæssigt talent, men uheld har hidtil fulgt ham og de hold, han er skiftet til, og han bliver også nødt til at oppe sig nu, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at gøre Liverpool-skiftet permanent.

Nogen katastrofe kan man ikke just kalde det allerede, men hidtil har præstationerne for Liverpool været svingende og grænsende til det dårlige i nederlagene til eksempelvis Leicester og Everton. Det har fået tyske Bluewin til at spekulere i, om der næsten hviler en forbandelse over den tyrkiske forsvarer.

– Han bliver betragtet som en af de største defensive talenter i Europa, men uanset holdet, han spiller for, ender de i krise. Det er som om, han tiltrækker katastrofer, skriver Jan Arnet for Bluewin.

Det gjorde han i hvert fald i tysk fodbold. For Stuttgart spillede han 17 kampe, hvoraf otte endte i nederlag og seks som uafgjorte, da de rykkede ud af Bundesligaen. Stortalentet forlod dog den synkende skude og skiftede til Schalke 04, men det gik ikke meget bedre.

Her blev det kun til 10 sejre og det dobbelte antal nederlag i 42 kampe for den tyske traditionsklub. For Liverpool har han hidtil ikke haft den stabiliserende effekt på forsvaret, som The Reds formentlig havde håbet på. Kabak bliver derfor nødt til snart at vise sig fra sin bedste side, skriver Bluewin.

– Trods ulykken i hans tidligere klubber har han altid beholdt sin status som et supertalent, men skal han forblive i Liverpool og undgå at vende tilbage til Schalke 04, som rykker ned, bliver han nødt til at forbedre sig meget, skriver Arnet.

 

Annonce