Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Svære beslutninger: Solskjær må ofre to stjernespillere for at redde sit job

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
16.10.2020 Kl. 07:46
Mark Ogden fra ESPN mener, det er på tide, Ole Gunnar Solskjær tager to faste startere ud af startelleveren.

Ole Gunnar Solskjær bliver nødt til at stole på sine backups og droppe både David de Gea og Paul Pogba til weekendens kamp mod Newcastle og måske fremover, hvis han skal redde sit job. Det mener ESPN-journalisten Mark Ogden.

Manchester Uniteds sæsonstart har været rædsom, og det har fået historier om Mauricio Pochettino til at spøge på Old Trafford.

Og for at gøre ondt værre, går Solskjær nogle ekstremt svære kampe i møde nu, hvor Paris Saint-Germain, Chelsea, RB Leipzig og Arsenal venter næsten på stribe. Det er svært ikke at tænke, hvordan dårlige resultater i disse potentielt kan betyde enden for nordmandens tid på trænerposten.

Derfor bliver han ifølge Ogden nødt til at ryste posen og droppe de stjerner, som ganske enkelt ikke præsterer.

– De Gea har været i en nedadgående spiral siden VM i 2018, og han begik endnu en kostbar fejl i midtugen, da Ukraine scorede mod Spanien. Han har kun holdt et clean sheet i sine seneste syv kampe og lukket 17 mål ind. Når man lader mere end to mål gå ind i snit per kamp, er det på tide med en ændring, mener Ogden, der hellere så Solskjær give Dean Henderson chancen fra start.

Et lignende dilemma har nordmanden også med Paul Pogba, der har startet sæsonen ude af form og med ustabile præstationer. Derfor mener Ogden, at det nu er på tide, at Donny van de Beek får sin første start for Manchester United i en Premier League-kamp.

– Pogba er en luksusspiller, som United ikke kan klare at bruge mod Newcastle i en kamp, som på ingen måde passer til franskmanden. I van de Beek har Solskjær en klar erstatning for Pogba. Han arbejder hårdt, er på vagt rent defensivt og betænksom på bolden, ligesom han også udgår en måltrussel, skriver Ogden for ESPN.

 

Annonce