Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Sulten Babel: Jeg fik ikke den rette rådgivning i Liverpool

Af Kalle Thue Gregersen
20.01.2019 Kl. 10:32
Ryan Babel føler, at han har 'unfinished business' i Premier League, da han ikke føler, at han fik den rette rådgivning i Liverpool.

Ryan Babel er tilbage i Premier League efter otte års fravær. Nedrykningstruede Fulham har lejet den hollandske kantspiller i Besiktas for resten af sæsonen. 

Den 32-årige hollænder spillede i Liverpool fra 2007 til 2011 uden succes. Kantspilleren føler derfor, at han har noget at bevise i Premier League. 

– Jeg føler, at jeg har gjort så meget i min karriere, men en del af mig føler, at jeg har et stykke arbejde i Premier League, som ikke er blevet færdiggjort. Jeg ville udvikle mig, da Liverpool lovede, at jeg ville få den rette rådgivning til at blive en bedre spiller. Det skete ikke af en masse grunde, og jeg indfriede ikke mit potentiale, sagde Babel ifølge The Telegraph

– Jeg var ung. Måske skulle jeg være blevet i Holland en sæson eller to mere. På det tidspunkt boede jeg stadig hos mine forældre, så det var første gang, jeg boede i udlandet og for mig selv. Der er en masse ting, der rammer dig på samme tidspunkt. Det er et andet land og en anden kultur. 

Det var Rafa Benitez, der hentede Babel til Liverpool. Han nåede også at spille under Roy Hodgson samt Kenny Dalglish, og Babel fortæller, at han havde svært ved at tilpasse sig et nyt system.

– Jeg fik ikke meget rådgivning fra trænerne. Jeg fik ikke det der ekstra stykke arbejde, der skulle lære mig det engelske spil. Jeg kom fra Ajax, der spillede en 4-3-3-formation, og som kantspiller ønsker man ikke at forsvare. 

– I den engelske 4-2-2-formation bliver man nødt til at ændre mentalitet fra kantspiller til midtbanespiller, hvor man skal hjælpe sin back. Det kæmpede jeg med især i mit første år, og jeg synes ikke, at de formåede at lære mig det ordentligt. Jeg måtte selv finde ud af det, og det var måske derfor, at jeg ikke spillede kontinuerligt. 

Babel nåede 146 kampe i Liverpool-trøjen. Det blev til 22 mål og 18 assists. 

 

 

Annonce