Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Stor kritik af Newcastle-ejere: En brutal regering med en brutal hersker

Af Emil Plovgaard
09.10.2021 Kl. 07:47
Newcastles nye ejere bliver så langt fra budt velkommen af forskellige menneskerettighedsorganisationer.
Det har vakt stor opsigt, at Newcastle nu er på saudiarabiske hænder. 
 
Public Investment Fund, der kontrolleres af kronprisen i oliestaten, Mohammed bin Salman, har 2.800 milliarder kroner at gøre godt med i ren kapital – og nu har de købt sig til et bedre omdømme. Det, der også kaldes 'sportswashing'.
 
Flere menneskerettighedsorganisationer har været ude med en skarp kritik af det brutale regime, som altså nu får indflydelse i Premier League.
 
– Newcastle har solgt sit navn og omdømme til en brutal regering med en brutal hersker, lyder det fra administrerende direktør i Dawn (Democracy for the Arab World Now), Sarah Leah Whitson til The Guardian.
 
– De kan lige så godt putte Bin Salmans portræt på klubbens logo. Det er mere synligt end nogensinde, at engelsk fodbold vil sælge sig selv til alle mulige, uanset hvor forfærdelige deres forbrydelser måtte være, så længe de tilbyder nok penge.
 
– Jeg tror ikke, folk ved, hvor meget indflydelse denne handel reelt har. Det er med til at normalisere en diktator, der uhæmmet dræber journalister, lyder det fra Whitson.
 
Ifølge Middle East Eye, er der flere dybt kritisable ting, man kan pådutte Saudi-Arabien.
 
Blandt andet "straffes det med stening til døde, hvis man er utro. Homoseksualitet straffes med døden. Højre hånd bliver hugget af, hvis man bliver taget i at stjæle. Hvis man fornærmer islam, risikerer man dødsstraf – og slutteligt har kvinder yderst begrænsede rettigheder".
 
En anden organisation, der arbejder på at slutte USA's forbindelser til ikke-demokratiske regimer, Freedom Forward, fordømmer også de nye Newcastle-ejere.
 
– PIF ejede de fly, som blev brugt af Jamal Khashoggis (en dræbt journalist, red.) lejemordere. 
 
– PIF er den forlængede arm af det saudiske diktatorregimes brutalitet og er med til at finansiere det hele. 
 
I mellemtiden er der dog stor jubel i Newcastle og omegn efter 14 lange år med Mike Ashley, der blev beskyldt for at holde lidt for meget igen med pengene.
Annonce