Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Souness kritiserer Özil trods pragtpræstation mod Leicester

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
23.10.2018 Kl. 08:02
Sky Sports-kommentatoren har tidligere ytret sig kritisk om den tyske stjerne, og mandag aften blev ingen undtagelse.

Mesut Özil var indiskutabelt banens bedste spiller, da The Gunners skød Leicester i sænk mandag aften.

Den tyske stjerne var blevet tildelt anførerbindet og så ud til at trives i sin nye rolle, hvor han udlignede efter Hector Bellerins selvmål og havde en afgørende fod med i begge Pierre-Emerick Aubameyangs mål.

Derfor blev Özil fuldt fortjent klappet af banen, da Unai Emery besluttede sig for at udskifte tyskeren i anden halvleg, men nogle gange kan man åbenbart ikke vinde, uanset hvad man gør.

For selvom Mesut Özil spillede en formidabel kamp, kunne Graeme Souness ikke dy sig for at kritisere playmakeren efter slutfløjt alligevel.

 – Han deler vandene, for når Arsenal ikke dominerer kampe og er foran, så forsvinder han, siger Souness, der også tit har været ude med riven efter Paul Pogba.

– De store spillere som skifter til store penge – med al respekt for Leicester –  så er dette ikke kampene, som man kan bedømme dem på. Det er, når de spiller i Champions League eller i kampene mod rivalerne om Champions League-pladserne, at stjernespillerne skal gøre en forskel og vinde disse kampe for dig. Det synes jeg ikke, han har gjort nok i sin karriere, lyder kritikken.

Souness ser dog potentiale i, at Mesut Özil tog ansvaret, der fulgte med anførerbindet, til sig og førte an i Arsenals comeback.

– Der kan ske to ting, når du får anførerbindet. Du kan gribe chancen, eller det kan blive en byrde for dig. Han tog chancen og nød det, så jeg har lyst til at sige positive ting om ham, for han er en fabelagtig spiller, men han bliver nødt til at vise samme præstation i storkampene mod Liverpool, Manchester United, Manchester City og Tottenham, lyder opsangen fra Souness. 

Annonce