Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Solskjær ser gult og blåt: United har budt 187 mio. kroner på 19-årig svensker

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
04.12.2019 Kl. 17:11
Manchester United skulle angiveligt have budt på en spiller fra vores nordiske naboer.

Dejan Kulusevski er måske ikke noget særligt velkendt navn på fodboldens stjernehimmel, men den 19-årige svenske winger kan være på vej til at blive det.

Sidste måned skrev Corriere della Serra, at Manchester Uniteds ledende scout var blevet imponeret af Kulusevski, da han sidste måned overværede AS Roma mod Parma.

Nu få uger senere skriver FC inter News så, at den interesse er intensiveret med lynets hast, da The Red Devils nu skulle have budt €25 millioner – eller 187 millioner kroner – på svenskeren.

Kulusevski, der for nyligt fik sin svenske landsholdsdebut, er egentligt ejet af Atalanta, men begår sig i øjeblikket for Parma på en lejeaftale.

Her har han imponeret med tre mål og fem assists i 14 Serie A-kampe, hvilket angiveligt også har givet Atalanta-ledelsen dollartegn i øjnene.

Skal man tro det italienske medie, så har klubpræsident Antonio Percassi nemlig afvist det første bud, da man håber på at kunne presse prisen på stortalentet op på €35 millioner.

Wolves, Arsenal og Liverpool er også blevet sat i forbindelse med den unge svensker, og en talentspejder fra netop Liverpool skulle have overværet hans seneste kamp mod AC Milan sidste weekend.

 

Annonce