Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Skifter til Atletico: Disse PL-klubber blev Suarez forbudt at skifte til

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
23.09.2020 Kl. 14:18
ESPN skriver, at det ikke var muligt for Luis Suarez at skifte til to engelske klubber, selv hvis han havde villet.

Luis Suarez tog en tårevædet afsked med sine forhenværende holdkammerater i FC Barcelona denne onsdag, og for kort tid siden skulle en aftale mellem den catalanske storklub og Atletico Madrid være indgået.

Den forhenværende Liverpool-angriber fortsætter karrieren på Wanda Metropolitano, melder Fabrizio Romano og flere spanske medier.  Suarez skifter teknisk set på en fri transfer, men han kunne ikke helt frit vælge sin nye klub.

Faktisk var det umuligt for Suarez at skifte til hverken Manchester United eller Manchester City. Det skriver ESPN.

Da Ronald Koeman overtog trænersædet på Camp Nou, skulle hollænderen hurtigt have meddelt Suarez, at han ikke indgik i planerne for dette års FC Barcelona-hold. Derfor gik klubbens og uruguyanerens advokater i gang med at forhandle betingelserne for en aftale, der ville ophæve Suarez' kontrakt, som var gyldig frem til 2021.

Mandag kom gennembruddet så. FC Barcelona giver Suarez en pose penge som kompensation for at ophæve kontrakten et år før tid. Dog ikke det fulde beløb, for for at få lov til at skifte på en fri transfer, blev angriberen nødt til at opgive en andel af pengene, klubben skyldte.

Samtidigt skulle han også have skrevet under på, at han ikke ville gennemføre en fri transfer til en række klubber –  heriblandt Manchester United, Manchester City, Real Madrid og Paris Saint-Germain.

Det er umiddelbart svært at forklare, hvorfor FC Barcelona nødigt så ham skifte til Manchester-klubberne, men det kan måske skyldes, at Liverpool i sin tid fik indsat nogle klausuler mod rivalerne, da man solgte Suarez til den spanske storklub. Det er dog kun gisninger fra vores side af.

 

Annonce