Skidt nyt for Newcastle: Sommerindkøb ude den næste måned
Newcastle hentede forud for denne sæson flere nye spillere og en af dem var den 22-årige kantspiller Allan Saint-Maximin. Starten hos The Magpies har været godkendt for den unge franskmand, der særligt i den seneste periode har leveret gode præstationer, ligesom Newcastle har fået point på kontoen.
I sidste uge scorede Allan Saint-Maximin sit første mål i Premier League mod Sheffield United, men i den seneste kamp mod Southampton måtte kantspilleren lade sig udskifte med en skade.
Nu har Newcastle-spilleren fået sin dom og den lyder på op mod en måneds pause grundet en forstrækning. Det skriver Sky Sports. Det betyder, at Steve Bruce må se bort fra kantspilleren i de syv kommende kampe, som blandt andet byder på kampe mod Manchester United og Leicester.
Allan Saint-Maximin har kontrakt med Newcastle indtil sommeren 2025.