Sarri har respekt for City: Stadig det bedste hold i Europa
Manchester City spillede sig op på førstepladsen, da de onsdag aften slog Everton med 2-0. Dermed kom de á point med Liverpool, der har indtaget førerpositionen de seneste mange uger – The Reds og de øvrige tophold har dog spillet en kamp mindre end The Citizens.
Chelsea var det første hold til at slå Pep Guardiolas mandskab, da de tilbage i december vandt 2-0 på Stamford Bridge. Søndag tørner de to mandskaber sammen på Etihad Stadium, og forud for kampen har Chelsea-manager Maurizio Sarri været ude at rose sin kommende modstander.
– I mine øjne er Manchester City på nuværende tidspunkt det bedste hold i Europa.Guardiola er igang med sin tredje sæson i klubben og har skabt et vinderhold. Vi skal dog forsøge at mindske afstanden, siger den italienske manager.
Skulle Chelsea tage alle tre point i søndagens opgør vil The Blues kun være ni point efter Manchester City og samtidig have en kamp i hånden. Maurizio Sarri er dog ikke meget for at snakke mesterskab.
– Jeg er ikke sikker på, at vi kan spille en rolle i mesterskabskampen. Vi skal kæmpe for en plads i top fire, men ikke mere end det, slutter Maurizio Sarri.