Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Sædet brander under Jokanovic: Ejerne giver ham to kampe til at redde sit job

Af Kalle Thue Gregersen
22.10.2018 Kl. 14:13
Fulhams ejere er angiveligt ved at miste troen på Slavisa Jokanovic, og Fulham-manageren får, ifølge The Times, to kampe mere til at bevise sit værd.

Der var store forventninger til oprykkerne fra Fulham forud for denne sæson. London-mandskabet spillede flot fodbold i Championship og brugte i omegnen af £100 millioner i sommertransfervinduet på nye spillere. 

Men med blot én sejr på kontoen og senest et smertefuldt nederlag på 4-2 til Cardiff ser det ud til, at Jokanovic' offensive fodboldstil ikke virker lige så godt i Premier League, som den gjorde i Championship. 

Fulham er med 25 indkasserede mål det hold, der har lukket suverænt flest mål ind, og en 18. plads har angiveligt fået Fulham-ejerne til at overveje Jokanovic' position i klubben. Det melder The Times. 

Avisen hævder således, at hvis Fulham går hen og taber de to kommende kampe mod Bournemouth og Huddersfield, så er løbet kørt for den 50-årige serber. 

Jokanovic har stået i spidsen for Fulham siden 2015, men ejerne har tilsyneladende gjort det klart overfor den tidligere Chelsea-spiller, at han er nødt til at gå på kompromis med sin offensive spillestil og skaffe resultater, hvis han vil beholde sit job. 

Annonce