Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Rundens kamp: Optakt til Chelsea - Manchester United

Af Morten Bruun Jørgensen
19.10.2018 Kl. 11:21
Inden hver runde vil vi her på PLBOLD.dk udvælge én kamp, som vi sætter fokus på og laver en udførlig optakt til. Op til niende runde er valget faldet på Chelsea – Manchester United.

Chelsea – Manchester United

Kampfakta

Tidspunkt: 20. oktober klokken 13.30
Sted: Stamford Bridge
Dommer: Mike Dean
TV: TV3+

Holdnyt

Chelsea:

Maurizio Sarri er lykkedes med at få indført sin spillestil i Chelsea lynhurtigt, og indtil videre i sæsonen har the Blues endnu ikke tabt. Defensiven har ofte set godt ud, og på midtbanen har især Jorginho været dominerende, mens Eden Hazard har været ligaens bedste spiller.

Selvom landskampspausen kan have fjernet noget af Chelsea momentum, vil det stadig være en selvtillidsfuld trup, som møder ind til kampen mod Manchester United, og Maurizio Sarri bør have alle de relevante spillere til rådighed.

I løbet af landskampspausen måtte Antonio Rüdiger ellers trække sig fra det tyske landshold med et lyskenproblem, men forsvarsspilleren forventes at blive klar til kampen, og så vil han være selvskrevet i startopstillingen.

Derudover er Ethan Ampadu blevet knæskadet, men den talentfulde waliser havde ikke været i spil til kampen alligevel.

Manchester United:

José Mourinho er bookmakernes favorit til at blive den første manager, der modtager en fyreseddel denne sæson. Manchester United har fået en halvsløj start på sæsonen, og derfor er den karismatiske portugiser kommet under et gevaldigt pres.

For fjerde gang i sin tid som Manchester United-manager skal José Mourinho tilbage til Stamford Bridge, hvor han høstede flere store triumfer, og de første tre gange er det ikke lykkedes for De Røde Djævle at få point ud af kampene – og det er sågar end ikke lykkedes at score.

Op til kampen er der ydermere en række tvivlsspørgsmål om hvilke spillere, som José Mourinho har til rådighed. Således er både Marouane Fellaini, Luke Shaw, Nemanja Matic, Scott McTominay og Eric Bailly tvivlsomme til kampen.

Derimod kommer hverken Jesse Lingard eller Marcos Rojo i spil, da de to spillere døjer med henholdsvis en lyskenskade og et slag.

Mulige startopstillinger

Chelsea: Arrizabalaga; Azpilicueta, Rüdiger, Luiz, Alonso; Kanté, Jorginho, Kovacic, Willian, Hazard; Giroud

Manchester United: De Gea; Valencia, Smalling, Lindelöf, Shaw; Fellaini, Fred, Pogba, Sánchez, Rashford; Lukaku

Hold øje med

Chelseas centrale midtbane er en af grundene til, at Maurizio Sarri har opnået stor succes indtil videre. Det er Jorginho, som har høstet flest roser, og derfor er Mateo Kovacic blevet glemt en smule. Lejesvenden fra Real Madrid er lige nu ved at være presset på en startplads, da Ross Barkley er begyndt at byde sig til for alvor. Derfor skal det blive interessant at se, hvordan den kroatiske landsholdsspiller håndterer opgaven mod Manchester United, hvor han både skal være et stort aktiv offensivt og defensivt. Hold specielt et ekstra øje med hans samarbejde med Eden Hazard, når Chelsea er på bolden.

Seneste møde

De to klubber mødtes i FA Cup-finalen i maj, og her vandt Chelsea 1-0 på et straffesparksmål af Eden Hazard, som belgieren selv havde fremtvunget i en duel med Phil Jones.

PLBOLDs bud på resultatet

Chelsea har været rigtig godt kørende i denne sæson, og omvendt har det set ud for Manchester United, og det forventer vi en fortsættelse af. Derfor tror vi også på en hjemmesejr til London-klubben.

2-1.

Annonce